Som møllebygger med rødder i et møllebyggerfirma stiftet i 1882 har vi i generationer opsamlet en fond af viden om møllebyggeriets teknikker og egnsspecifikke traditioner. Vi lægger vægt på kvalitet og at møller restaureres, uden at der gåes på kompromis med møllens autenticitet.
Firmaets historie
Møllebygger Michael Jensen voksede op i Hønsinge Møllegård med en far der var møllebygger og en farfar, der var tredje generations møller. Møller blev derfor fra barnsben en stor del af hans liv.
Som 12-årig begyndte han at hjælpe på værkstedet og i i 1990 kom han i lære, hvor læretiden blev fordelt på tømrermester Agnar Holm i Vig og faderen – møllebygger John Jensen. Efter udstået læretid blev Michael Jensen ansat som svend i sin fars firma, og i 1999 indtrådte han med ejerskab i firmaet, da dette blev omdannet til et anpartsselskab.
Hans far havde som svend arbejdet i et møllebyggerfirma i Glostrup, hvor han arbejdede sammen med dygtige og erfarne møllebyggersvende af den gamle skole. Det gav ham en ballast, som satte ham i stand til i 1978 at overtage sin gamle mester, møllebygger N. P. Christiansens firma, der var grundlagt i 1882. Den arv, som han gav videre til sin søn Michael, da han døde i 2008 i, var at det gode håndværk altid har været og fremdeles vil være firmaets adelsmærke. Dette dækker ligeledes over de nøgleord som præger firmaets ånd : Kvalitet, Tradition og Originalitet
Firmaets primære opgaver er rådgivning, projektering og gennemførelse af restaureringer af historiske møller i ind- og udland. der lægges vægt på at restaurere vand- og vindmøller, så deres originalitet og særpræg bevares bedst muligt.
Firmaet løser også andre opgaver og har bl.a. eget savværk, hvor der for eksempel tilbydes opskæring af tømmer i store dimensioner. Et af firmaets specialer er endvidere spåntækning.
Virksomheden er også prisbelønnet, for i 1997 blev Rødkilde Vandmølle tildelt den fornemme Europa Nostra pris for den eksemplariske restaurering, som var gennemført af Michael Jensen.
Efter et par turbulente år, er firmaet i 2022 rekonstrueret, så administrationen vaetages af direktør og entreprenør Carsten Bendix Pedersen, mens Michael Jensen forestår projektering og udførelse af møllebyggeropgaver.